Jagtejendom med natur og hede 57 ha - Herning

Voulund Mark 8, 7400 Herning

Vi kan hermed præsentere en jagt- og naturejendom ud over det sædvanlige. Voulund Hede er en selvstændig ejendom på 53,1 ha samt en frijordsparcel på 4,0 ha beliggende ved Kølkær syd for Ikast.

Naturen på ejendommen er kuperet gammel hedejord, som er delvist bevokset med krat af bjergfyr og ene.

Der er indenfor de seneste 10 år gennemført et omfattende hedeplejeprojekt med henblik på at genskabe lyngheden. Lyng og vegetation er herved blevet forynget, og nye tætte krat breder sig nu til glæde for vildtet. Flere steder findes vandhuller og lavvandede partier som kronvildtet bruger til sølepladser.

På en lille bakke med fine udsigter til alle sider findes sommerhuset, der med sine ca. 45 m2 danner den enkle, men hyggelige ramme for mange gode aftenstunder ved brændeovnen og midt i naturen. Huset indeholder alle nødvendige faciliteter såsom sengepladser, køkken mv.

Voulund Hede ligger i området mellem Nørlund og Fasterholt plantager netop i dette område, hvor den jyske kronvildtstamme er forøget så kraftigt de senere år. Når man færdes rundt på ejendommen, findes der overalt synlige tegn på kronvildtets tilstedeværelse både i form af sølepladser og fejninger/skrælninger.

Dette er virkelig kronvildtland!

Denne ejendom er det perfekte sted for den jagtinteresserede, der vil nyde freden og det enkle liv på den jyske hede.
Sælg din ejendom

Jesper Madsen

Ejendomsmægler og skov- og landskabsingeniør

jm@landbrugsmaeglerne.dk

20 60 30 97